Et skærmbillede fra vores digitale topmøde hvor deltagerne pegede på hvad de fandt vigtigst i udspillet.

Anbefalinger og perspektiver til udspillet 'Børnene Først'

På denne side har vi samlet vores perspektiver og anbefalinger til regeringens udspil 'Børnene Først'.

En række af vores frivillige, både nuværende og tidligere anbragte har bidraget med deres vurderinger af, særligt vigtige elementer, bud på nuancereringer og forslag til, hvad Barnets Lov skal skabe af rammer, hvis vi skal lykkes med at sikre alle børn i Danmark et trygt hjem.

Anbefalinger Børnene Først.png
Download vores perspektiver
som pdf her.
BEKYMRING FOR ADSKILLELSEN AF SOCIAL- OG HANDICAPFORANSTALTNINGER

Der lægges op til en adskillelse af lovgivning vedr. socialt relaterede og handicap foranstaltninger med etableringen af den nye lov . Det kan skabe en uhensigtsmæssig begyndelse for et ellers godt nyt kapitel i den specialiserede indsats på børneområdet. Målet er at mindske stigmatisering for familier til et barn med handicap. Det er relevant og nødvendigt, men adskillelse af områderne er ikke svaret. Tvært imod bør systemet med Barnets Lov investere seriøst i at udvikle en praksis, hvor det ikke er skamfuldt at få hjælp og støtte fra kommunen til sin forældreopgave – heller ikke hvis det indebærer anbringelse. En adskillelse gør det modsatte og sender et signal om ”A- og B-hold”. Konkret ser vi også i praksis en masse bøvl med at afgøre, hvilke sager hører til i hvilket område - det kan i værste fald betyde børn og familier kommer i klemme imellem de to lovgivninger.

EN STÆRKERE STEMME TIL BARNET
Flere rettigheder til barnet understreger, at systemet skal lytte. Det er vigtigt. Her vil vi tydeliggøre, at retten til at blive inddraget ikke er det samme, som at man skal stå med beslutningerne helt alene. Den misforståelse, oplever vi, findes i debatten.
En vej er at sikre, at børnenes stemme bliver hørt og tillagt værdi, når der skal træffes beslutninger i deres liv.
 
Derfor ønsker vi at der i Barnets Lov indføres følgende rettigheder, udover det foreslåede:

Beder et barn om at blive anbragt, er det alvorligt

Derfor er det vigtigt, at barnet får ret til at bede om at bo et andet sted (forslag-nr. 16). Når barnet gør det, ønsker vi, at det præciseres at den ret indebærer at det automatisk udløser en §50 (eller lignende), så myndighed rykker tilstrækkelig tæt på familien til at forstå, hvorfor barnet siger det.

Ret til at fastholde kontakten til de primære voksne

Alle anbragte børn og unge skal have mulighed for at fastholde kontakten til deres primærperson (pædagog eller plejemor eller -far), selvom der sker ændringer i barnets eller primærpersonens (arbejds)liv. Kontakten med en tidligere primærperson skal så vidt muligt bestå, indtil barnet eller den unge selv vælger det fra. Det er den kommunale sagsbehandlers ansvar at koordinere med primærpersonen.

Ret til obligatorisk bisidning

Alt for få børn har en bisidder, bl.a. fordi de ikke ved, de har ret til en. Rettigheder virker bedst, hvis man ved, man har dem. Derfor skal barnet have et møde med en professionel bisidder inden afgørelsesmødet. Herfra kan barnet selv vælge, om bisidder skal følge med på lige fod med loven i dag. Det gentages hver gang barnets rettigheder ændrer sig eller der skal ske store skift i barnets liv.

Ret til 48 timers anonym krisehjælp

Børn bør have ret til at opsøge og få op til 48 timers anonym krisehjælp. Anbragte børn og unge er tilbageholdende med at sætte ord på deres følelser og oplevelser. De står ofte i en stor loyalitetskonflikt, kan have opgivet troen på systemet eller være grundlæggende bange for konsekvenserne, hvis de deler deres oplevelser. Derfor snakker de ikke nødvendigvis med deres sagsbehandler. Undersøgelse fra tilsyn Hovedstaden bekræfter dette. Nogle anbragte børn og unge stikker endda af fordi de ikke ved hvad de ellers skal gøre. Retten til 48 timers anonym krisehjælp kan give børnene et sted at gå hen, hvor der er vejledning, ro og tryghed til at bede om hjælp.

Ressourcer og kompetencer skal følge med

Generelt mener vi dog det er vigtigt,

at der investeres i både ressourcer og kompetencer for inddragelse generelt. Herunder den nye opgave om inddragelse af de helt små børn.

Når man mister sin kontaktperson, føles det som om, at ens verden falder sammen. Igen. Man græder og græder, for nu skal man igen forholde sig til det uvisse.
- Alexander og Emma-Luna
Second opinion kan reducere magteløshed og skadelige fejl (forslag-nr. 3 & 13)

Det er vigtigt, at den tager stilling til det socialfaglige skøn. Det gør ankestyrelsen ikke i dag, så der skal findes en ny løsning. Herunder taler med barnet, familien og anbringelseshjem. Det kræver ressourcer - processen må ikke være lang. Det skal indtænkes hvordan vi passer på barnet. Kan barnet fx gøre det anonymt uden at (anbringelses)hjemmet underrettes? Endelig skal det indskærpes, at får barnet ikke medhold, skal der stadig iværksættes

en indsats, så barnet kommer i

trivsel igen.

En ny handleplan er central (forslag-nr. 35)

Handleplanen er rygraden i systemet og former kommunens og indsatsens børnesyn. Vi har konkrete forslag på den nye form, vi gerne bidrager med.

EN STYRKET MYNDIGHED DER KAN VÆRE TÆT PÅ BARNET OG FAMILIEN

En styrket myndighed kan sikre en rettidig indsats for barnet. Hvis kommunen møder et barn eller en familie i mistrivsel, skal de reagere – med det samme! Her deler vi udspillets budskab om, at anbringelse godt kan være første foranstaltning (forslag-nr. 1). Men rettidighed bør være målet - og den fælles terminologi – ligegyldigt hvilke indsats der er tale om.

Stabilitet er et vigtigt mål

Anbragte børn og unge oplever for mange skift. Hvert skift betyder farvel til omsorgspersoner og nye rutiner. Derfor hilser vi det velkomment, at der skabes et fundament for, at anbragte børn i højere grad kan få lov at slå rod. Særligt ser vi en styrke i varige anbringelser (forslag-nr. 9). Her får barnet mulighed for at finde tryghed og forudsigelighed, men bevarer relationen til sit biologiske ophav. Vi er til gengæld bekymrede for en lempelse af adoptionsreglerne (forslag-nr. 5 & 8). Så voldsom en foranstaltning kræver grundighed. Anbragte børn og unge har ikke som hovedregel behov for en ”ny” familie, men at udvide den, der er, så barnet både kan have trygge voksne i gode rammer og en forbindelse til sin historie. Det er vigtigt i barnets identitetsdannelse. Samtidig kan der være tilfælde, hvor additioner kan bruges. Her håber vi, at muligheden for åbne adoptioner kan udfoldes yderligere.

Ikke et 2½-års udvalg

Uanset formen, bør der ikke arbejdes med en fast 3-års-grænse for at gøre en anbringelse permanent (forslag-nr. 7, 9,14). En sådan grænse starter et ”nedtællingsur” ved barnets anbringelse. Det kan stresse barnet og skabe skadelige reaktioner hos forældrene, hvis man hele tiden skal tænke over, at ”2½-års-udvalget” er på vej. Samtidig genkender vi behovet for at sikre, at kommunerne faktisk bruger muligheden for varig anbringelse. Vi foreslår, at der på landsplan følges op på anvendelsen af relevante paragraffer, og at der følges op med støtte fra fx en task-force.

En ny proces for myndighed skal understøtte

Vi glæder os til at bidrage i partnerskabet (forslag-nr. 37). Her ser vi handleplanens nye form i sammenhæng med en ny proces, hvor undersøgelse og indsats i højere grad går hånd i hånd. Vi ser potentiale i erfaringerne fra frikommuneforsøgene.

Som tidligere anbragt kan jeg tælle fire folkeskoler og syv hjem før min 10års fødselsdag. Det taler måske næsten for sig selv?
- Ditte
ANBRAGTE BØRN SKAL HAVE ET RIGTIGT HJEM

Anbringelseshjemmet spiller naturligt en hovedrolle i barnets liv. Det er her, barnet kan slå rod og vokse, hvis det møder de rette betingelser. Et godt anbringelseshjem, hvor barnet møder voksne, det kan stole på, kan være afgørende for en positiv udvikling. Det bør samtidig være et hjem, hvor faglige termonologier og symboler ikke fylder omring barnet, så barnet får mulighed for at forstå sig selv som andet end sin anbringelse – en indsats der har opmærksomhed på omgivelsernes kvalitet og som tilbyder det brede børnelivs muligheder

Det særlige ved en plejefamilie er netop, at det er en familie

Det er vigtigt, vi skaber gode rammer for plejefamilier, fordi vi skal passe på de voksne, der passer på børnene (forslag-nr. 29). Hvis ikke vi gør det, går det udover barnet og kan ende i skift. Men vi er bekymrede for, hvis plejefamilieområdet i en reform glemmer det unikke, plejefamilieanbringelsen kan. Nemlig tilbyde barnet en plads – på lige fod - i en ”rigtig” familie. Det er ægte relationer uden udløbsdato. Hvis ikke man ønsker det – hvis det kun skal være et arbejde – mener vi ikke, man bør være plejefamilie. For så bliver man i virkeligheden et uigennemskueligt og dårligt normeret mini-døgntilbud. Vi håber derfor, reformen kan indlede med en drøftelse af, hvad kvalitet i plejefamilier er, og ladet svaret styre rammerne. Derfra håber vi at match, screening, fastholdelse af kontakt, relevant støtte og supervision og pauser/ screening efter sammenbrud i anbringelse kan blive temaer i reformen.

Reform af døgntilbud nødvendig

Døgntilbud er en gammel konstruktion og kan i dag betyde rigtig mange forskellige ting i den virkelighed anbragte børn og unge møder. Nogle tilbud er stadig meget store steder, med en alt for bred målgruppe. Flere børn peger på de ikke føler sig hjemme på døgn og anbringelsen kan blive isoleret fra lokalsamfund, venner og fritid. Betingelser vi mener skal være til stede for at skabe det gode børneliv. Derfor skal vi også gentænke døgntilbudsområdet. Døgntilbud kan godt indrettes med hjemlige kvaliteter, men det kræver en udvikling af både organiseringen og kulturen. Vi ønsker altså også en døgntilbudsreform. Man kan se på en organisering i familieenheder, mindre tilbud, hvor der også er voksne, der går ind i en ægte relation og som man kan fastholde kontakten til. De familieenheder kan kobles i en base med faglighed, supervision, sparring - og måske også ”børnebase”, hvor man som barn hører til, og som man kan vende tilbage til. I forlængelse heraf ligger en drøftelse af relevant uddannelse til dem, der arbejder på det her særlige og komplekse felt.

De formåede at
gøre mit behandlingshjem til hjem. De så mine styrker og dyrkede dem i stedet for at fokusere på mine svagheder.
- Leika
Vi (plejebørn) boede i en tilbygning. Om aftnen efter mad skulle vi sidde i vores egen stue, og vi blev ikke puttet godnat.
- Søren

Skolen er en central beskyttelsesfaktor og kan med fordel tænkes endnu mere aktivt ind i udspillet. Her ser vi en mulighed for at præcisere vigtigheden af samarbejde på tværs af skole og anbringelse i loven. Fx i ensretning af formålsparagraf.

 

Vi ønsker også, at skoleplaner bliver en fast del af arbejdet.

Skolegang

Autentiske fællesskaber er meget afgørende for børns sociale udvikling, forstår ungdomskultur og identitetsdannelse. Kun halvdelen af anbragte har venner udenfor anbringelsesstedet de er sammen med. Derfor bør der være fokus på fastholdelse af barnets venskaber ved anbringelse og på hvordan der i langt højere grad bygges bro til fritidsliv og nye venskaber.

Fællesskaber

Barnets netværk bør altid afsøges for, om der er voksne, der kan spille en større rolle. For netværksfattige børn er en mentorfamilie også en god ide, men behovet bør være styrende for, om barnet får tilbuddet - ikke anbringelsesformen. Samtidig er det vigtigt, at ingen andre relationer er "i stedet for" den biologiske familie – det er nødvendigt med et "både og"!

Andre pålidelige voksne
BARNETS LIV SKAL SES SOM EN HELHED

Der har været tendens til, at en anbringelse et blevet set som en isoleret indsats, med afgrænset arbejdsfokus til barnets problemer. Den måde at rammesætte en anbringelse på, skaber et tunnelsyn, der glemmer at arbejde med at tilbyde det brede børnelivs muligheder. Det gør at anbragte børn ikke får samme muligheder for at udvikle kompetencer og færdigheder som deres jævnaldrende. Det er rigtig vigtigt, at barnet altid ses som en del af en kontekst, et fællesskab og en historie. Det skal gives næring og understøttes.

Det er i barnets tarv at tage ansvar for familien

Det er positivt, at flere familiehuse er en del af udspillet (forslag-nr. 34), ligesom det understreges, at meningsfuldt samvær skal prioriteres ved varige anbringelser (forslag-nr. 9). Samtidig håber vi, at et helhedsorienteret syn på familien kan fylde endnu mere. Det er afgørende, at der tages ansvar for forældrene under anbringelsen også. Konkret ønsker vi, at der skabes et tilbud til forældre, der hjælper dem i deres sorg over anbringelse, støtter dem i det, der er svært, og klæder dem på til at være de bedste forældre, man kan være, til et anbragt barn. Det indebærer også hjælp til at gøre samvær godt – alt fra praktisk hjælp til at skabe hyggelige rammer til den langsigtede indsats. Hvis ikke systemet tager ansvar for forældrene, lander det hos barnet. Og er der konflikt mellem biologisk familie og anbringelseshjem, er det altid barnet, der bliver klemt. Derfor skal anbringelseshjemmet også klædes på til opgaven og støttes i at kunne rumme den biologiske familie. Endelig skal der være et særligt fokus på søskende, der helst bør bo sammen, men som minimum hjælpes med kontakt – også ind i det unge voksenliv. Vi hilser i øvrigt skærpningen af, at anbringelse af et barn udløser en vurdering af evt. søskendes behov (forslag-nr. 2). Men det må ikke fastholde familien i en stresset situation – fokus sal være at lære den samlede families støttebehov at kende som en hjælpende indsats. Det skal tydeligt signaleres fra systemet, at det agter barnets relation til sine biologiske rødder.

Det var mig, der skulle tage initiativ til samvær - og så blev der jo ikke noget.
- Peter
ET NYT EFTERVÆRN BLIVER AFGØRENDE

Når kommunen påtager sig et forældreansvar, bør kommunen følge det til dørs. Vi håber derfor, at analysen, som lægges op til i udspillet, bliver prioriteret gennemført hurtigst muligt og med fokus på, hvad det vil koste at skabe det helt rette efterværn (forslag-nr. 39). Her deler vi vurderingen af, at noget af det eksisterende, kan omlægges til en ny og bedre indsats.

 

I forlængelse af ovenstående foreslår vi, at der i Barnets Lov indføres:

Ret til efterværn

Det skal ikke være et spørgsmål ”om” kommunen skal give efterværn, men ”hvordan”. Det giver mulighed for at sammentænke indsatsen fra barnets anbringelse og helt ind i det unge voksenliv. Det vil fjerne den stressende faktor i dag er i anbragte børns liv, hvor de ved, at deres unge voksenliv og mulighed for fx at få lov til at bo hos deres plejeforældre til de er færdig i gymnasiet, skal afgøres i et 17½-års-udvalg, hvor du hverken må være for god eller for dårlig til at få efterværn.

... Og at det udvides til det 25. år

Dermed kan der laves en reel langsigtet plan for den unges overgang til voksenlivet, herunder gennemførelse af ungdomsuddannelse. Som system, må vi ikke slippe den unge, før vedkommende er godt på plads i livet. Det bør hvilke på 3 succeskriterier: at have en bolig man kan blive boende i, være i gang med enten uddannelse eller arbejde og have et netværk.

Egenbetaling fjernes

Når den unge bliver modregnet i evt. løn defineres efterværn som en social ydelse på lige fod med fx kontanthjælp, og det er grundlæggende forkert. Efterværn er en fortsat indsats, et omsorgsmiljø, overfor et barn, der ikke selv har valgt sine omstændigheder i livet og som ikke har de samme netværksmuligheder som jævnaldrende. Der er ikke tale om et barn, der modtager en ydelse, men om et system, som tager forældreansvaret på sig.

Som ung ville jeg have sagt, at jeg ikke ville have kontakt til min mor - som voksen kan jeg se, at det var rigtig vigtigt, at den blev fastholdt.
- Julie
I Danmark er gennemsnitsalderen for hvornår unge flytter hjemmefra 21 år. Det er mærkeligt, at man i Svendborg kommune mener, at unge, som har færre forudsætninger og dårligere netværk, som udgangspunkt skal bo for sig selv, når de fylder 18 år.
- Line